ERIC ANDERSEN
Synspunkt - værker fra museets samling
Intro:
VÆRKER:
OPUS 51 (I
HAVE CONFIDENCE IN YOU)
Findes som lyddokumentation på cd,
rekvisit (slagtøjsinstrument) og som partitur.
OPUS 43 før
13. august 1983.
Rektangulært slagtøjsinstrument med enkelt
tonestav, 1964. (Findes ikke i Museets samling).
DEN
VANDRENDE MUR, (Fra Festival of Fantastics)
Fotodokumentation,
1985.
ÅRETS TOMGANG 1. SEPTEMBER 1990
(PAUSING)
Videodokumentation, 1990. otograf: TVF, Svend
Hansen.
Selvfølgelig cirkulerer Eric Andersen i cyber
space – i skikkelse af en virtuel pyramide, der surfer og spionerer
rundt på nettet. Denne, Andersens pyramide, konstruerer sig selv ved
hjælp af det digitale materiale den modtager. Den skaber en ny slags
hieroglyffer og et sprog kodet af form og billeder. Materialet
kryptograferes og returneres i stærkt bearbejdet form til modtagere,
der ikke aner hvorfra informationerne kommer. Man vil kunne rejse i
pyramidens gangsystemer og kamre eller på pyramidens overflade, hvor
man som sten vil kunne aflejre ekstra digitalt materiale. Dette
materiale vil atter blive kryptograferet og vil indgå i pyramidens
stofskifte med dens konstante indtagelse, fordøjelse og udsendelse
af digitale rum, billeder og sprog. Denne virtuelle skulptur vil
efterhånden fremstå som en levende organisme af helt uoverskuelige,
mytiske dimensioner.
Havde det ikke været for en
international konference for astronomer i Delhi og en enstemmig
resolution henvendt til FN der indeholdt et VETO mod kunstnerisk
anvendelse af det ydre rum, havde Eric Andersen cirkuleret i det
fysiske verdensrum. For var hans astro - projekt med titlen:
MARIANNE – An Eiffel Tower in Space, blevet realiseret, ville han
have installeret de første menneskeskabte stjerner, - 1,4 millioner
kilometer borte fra Jorden, i det såkaldte Lagrange Point 2. En
stjernekonstellation der i al evighed ville have været synlig for
alle på klodens natside. Alligevel har Andersen åbnet mulighed for
at arbejde med det største af alle kendte fysiske offentlige rum:
Universet.
At Andersen således i dag inddrager det virtuelle
og det kosmiske rum er ganske indlysende. Han har nemlig siden de
tidlige 1960’ere interesseret sig for sammensmeltning af kunst,
videnskab og teknologi og skabt værker gennem computerteknologi og
styringssystemer.
Hans Solplæne er en cirkelformet
græsplæne, der teknisk er styret, så den altid vil dreje sig efter
solen. Plænen er løsrevet fra den omgivende flade og uafhængig af
jordens rotation, altid vinkelret på aksen til solen. Inden
teknologien muliggjorde cyber ”space” og indsættelse af
menneskeskabte stjerner i universets enorme vidder, nøjedes Andersen
med hyppige tilstedeværelser eller fraværelser på jordklodens
overflade. Han har i årevis udtænkt forestillinger og
manifestationer, der foregår i offentlige rum: Gader, pladser,
parker, passager mm. Her har han ladet begivenheder udfolde sig på
nøje fastlagte tidspunkter efter nøje fastlagte mønstre. Taler vi
således om cyber ”space” og universets ”space” er der altså også
tale om ”space” i jordisk forstand. Vores rum - udfoldelses -
muligheders pladser.
Eric Andersen arbejder i tid og rum. Time
and space.
Installationer, hændelser (events) og optræden
(performances) inddrager ofte mange former for rekvisitter, bruger
avanceret teknologi og inddrager et stort antal tilskuere. I disse
begivenheder optræder en række karakteristika: Timing,
forventningsbrud, gåder, bevidst modstridende instruktioner der
umuliggør handlingen, men altid overraskende indblik og udsyn.
Eric Andersen er oprindeligt uddannet komponist. Det er dermed
naturligt at lyd er et gennemgående træk i mange af hans arbejder.
Lyd – dette æteriske fænomen, der nok lader sig måle, men ikke kan
gribes og kun eksisterer for vore sanser i skabelsesøjeblikket.
På den hjemlige scene og internationalt er Eric Andersen én
af de mest markante og betydende kunstnere indenfor feltet
intermedia og performance. Han var med til at skabe det
internationale netværk Fluxus, som han har virket sammen med siden
1962. Men allerede inden Fluxus havde han arbejdet intermediært, det
vil sige arbejdet med nedbrydning af mediernes grænser. Intermedia
betegner en syntese af forskellige former for hændelser, der finder
sted i områder mellem musik, litteratur, poesi, skulptur, billeder
og andre kunstformer. Grænserne er udviskede og de manifestationer
vi ser, er sammensmeltninger, der danner helt nye former.
Det centrale i de fleste af Eric Andersens manifestationer
eller OPUS er publikum. Dette inddrages næsten altid som aktivt
medvirkende og det er ofte publikum, der er udfaldsgivende for
manifestationens udfald. Denne vil derfor i sagens natur få
flygtighedens og tilfældighedens præg, dog altid med Andersens
timing som bestemmende faktor.
Skal man rubricere Eric
Andersens værk så hører det til i det væsentlige og livsbekræftende
afsnit af kunsthistorien, der først og fremmest med futuristerne,
til dels med dadaisterne og senere med Fluxus som bannerførere har
forrykket tyngdepunktet fra det færdige værk til den skabende
proces. Disse arbejdsformer, der indledtes for snart hundrede år
siden har udvidet kunstbegrebet og den snævre opfattelse af
kunstværket som et synonymt udtryk for kunstnerens individualitet.
Kunstbegrebet i dag er i stand til at rumme en ny uforudsigelig
virkelighed med et hav af tilfældigheder, nye systemer og
spilleregler.
Andersens manifestationer forbløffer ved deres
åbne karakter. De lader sig som regel ikke definere i form af fysisk
størrelse, men indbyder ved deres struktur til handling og særlig
til eftertanke. Denne åbne karakter gør det muligt altid at tolke
dem individuelt. Vi har ikke mere at gøre med et udtryk for en
kunstners individualitet men med et værk der er fortolkningsmuligt i
dets egen individualitet og i vores. En vigtig ting er desuden et
befriende fravær af moraliserende eller politiserende under – eller
overtoner. I stedet er der er en åben mulighed for berøring med en
kosmisk humor – om man vil. Ikke som et underliggende ”must” – men
som en pludselig tilstedeværelse, skabt af tilfældets højere logik.
Grundstrukturen i mange af Andersens projekter er klassiske former
og strukturer: Cirkler, ovaler, ellipser osv. Dermed er der
indbygget en overordnet universel lovmæssighed.
Man kan
selvfølgelig overvære og betragte Eric Andersens manifestationer med
passiv nysgerrighed. Men hensigten er først og fremmest at man
indbygger sig selv i værket, at man følger opfordringen og deltager
aktivt i handlingen. Det er først dér, det fascinerende sker. Først
som deltager bliver man selv aktiveret og kan følge og føle de
opstillede strukturer og orientere sin egen organisme og intellekt
efter disse. Man bliver for en flygtig stund del af et univers med
dets egen lovmæssighed og dybt opmærksom på egne og medaktørers
reaktioner og handlinger i et af Andersen fastlagt, men som regel
fuldstændigt åbent regelsæt. Et regelsæt, der for så vidt viser sig
lige så gyldigt, som normalstrukturen i vores dagligdag. Det er blot
anderledes. Karakteristisk er følelsen, når ”spillet” ophører: En
dyb fornemmelse af savn – tab. Som når man som barn får frataget et
kært stykke legetøj eller bliver kaldt op at spise midt i en leg i
gården. Det medvirkende publikum ser således offentlighed, rum,
struktur og handlingsmønstre på en ny måde. Uden at få noget
påtvunget, at få noget lagt hen over sig. Således vil det deltagende
publikum til enhver tid være forskelligt – og udfoldelserne -
handlingerne – vil være andre – lovmæssigheder eller
ulovmæssigheder.
Tekst: Ursula Fugmann,
2004
Ursula Fugmann er mag. art. i kunsthistorie, forsker og
forfatter. Arbejder hovedsageligt med tysk kunst og kultur, særligt
med vekselvirkningerne mellem billedkunst og humanisme, filosofi og
teologi. Har skrevet en større afhandling om maleren Albrecht
Altdorfers neoplatoniske - kristne verdensbillede. Undersøger nu
dette verdensbilledes transformation i romantikken med henblik på
panteismen i Caspar David Friedrichs værker. Har foruden mange andre
aktiviteter undervist på Københavns Universitet i tysk
renæssancekunst og i Sturm og DADA. Har gennemtravet Tyskland på
kryds og tværs på utallige rejser og ophold
ERIC
ANDERSEN
UDVALGTE MANIFESTATIONER
Hovedsageligt i
Danmark
1962. Fluxus. Musik og Anti - Musik. Det
instrumentale teater (sammen med Dick Higgens, Ben Patterson, Emmett
Williams, Arthur Köpcke, George Maciunas, Alison Knowles, Wolf
Vostell), Nikolaj Kirke og Allé Scenen, København.
1964:Opus
51. I have confidence in you
Radioens Symfoniorkester,
København, 1966
Venedig Biennalen 1990 og adskillige andre
steder.
1982. Hommage a Emma Gad
165 danskere inviteredes
til middag 29/8 1982 på Amalienborg Slotsplads,
København.
1982 - 1988. Solplænen. Projekt 1982: Eric
Andersen / Projektgruppe 1986: Eric Andersen, Kurt Cleff (arkitekt),
Poul Erik Haurbæk (civ. Ingeniør); Niels Lund (astrofysiker), Peter
Samuelsen (landskabsarkitekt)./ 1988: konstruktive
principper
1985. Festival of Fantastics (sammen med Philip
Corner, Emmett Williams, Geoffrey Hendricks, Bob Watts, Alison
Knowles, Ben Vautier, Jackson Mac Low, Anne Tardos, Ann Noël,
Galleri Sct. Agnes og Roskilde by, Roskilde.
1986: Dokumentation
fra Festivalen, Husarstalden, Roskilde
1986 - 1987.
Satellitprojektet Marianne. An Eiffel Tower in Space eller La Tour
Eiffel de l’Espace. La Tour Eiffel og La Villette, Paris (Hæderspris
sammen med astrofysikeren Niels Lund og arkitekten Kurt
Cleff)
1987. Performance Area. Do not enter, LITTERATURE. Fra
H.C. til Eric Andersen, Kunsthallen/Brandts Klædefabrik,
Odense.
1988. Transatlantisk performance. Gipsafstøbning af
venstre eller højre Akilleshæl. 1. del fandt sted på Statens Museum
for Kunst, København. 2. del i Gallery Emily Harvey, 537 Broadway,
New York.
1990. Pausing. Årets tomgang, Galleri Sct. Agnes
og Roskilde by, Roskilde.
1990. Opus 90, Statens Museum for
Kunst, København.
1991. Opus 246. The Soundwalk, Roskilde
Festivalen, Roskilde.
1992. Excellent 1992 (sammen med Emmett
Williams, Ben Vautier, Willem de Ridder, Ben Patterson, AY-O, Ann
Noël, Alison Knowles, Bengt af Klingtberg, Dick Higgens, Geoffrey
Hendriks, Philip Corner), Nikolaj Kirke, København.
1993.
Mind your own Business, Rådhuspladsen, København. Nu opstillet
forskellige steder i Esbjerg. Esbjerg Kunstmuseum.
1994.
Græderummet med Grædestenene (1989), Udstillingsbygningen Nikolaj,
København.
1996. MARGRETHE FJORDEN. Gigantisk InterMedia
manifestation i Roskilde i forbindelse med København som Europæisk
kulturby.
Kunstnerisk leder: Eric Andersen. Blandt utallige
øvrige medvirkende skal særligt nævnes: Pierre-André Arcand, Alice
Damas, Bush Hartshorn, Yuzuru Hiranaka, Sin Cha Hong, Jakob
Draminsky Højmark, Larry Miller, Giovanni Nicolini, Ib Nørholm,
Magnus Palsson, Willem de Ridder.
1996 -1999. CAMPANA DEGLI
UMORI (Stemningsklokke eller en klokke for menneskelige
grundstemninger), bronze og stål, 600x400x400 cm, vægt 10 ton.
Fremstillet på initiativ af Galleria d’ Arte Cattelani af det
italiensk firma Capanni, Castelnovo ne´ Monti (ved Bologna). Klokken
har været fremvist i Italien, blandt andet i Modena, Verona og
Bologna. Skulptur i Eventyrhaven 1999, Odense. Trapholt, Kolding,
1999.
2000 – 2004 (osv.). Pyramiden / http://www.stedet3.dk/
2001. OPUS 1112, For
Eyes and Ears, 3rd International Performance Festival,
Odense.
2001 IL PIATTO DELLA SPERANZA. Esbjerg Kunstmuseum,
tilbagevendende hvert år fra d. 2. november og indtil
årsskiftet.
|